I 1803 etableredes en paketfart mellem Danmark og de danske besiddelser i Ostindien. Farten var ingen stor succes.
Fra Vore gamle tropekolonier, bind 8, side 41-42:
“Af statsbestræbelser til handelens gavn i denne periode, før krigen 1807-14 gjorde en ende på den store danske handel, må endnu omtales forsøget på at oprette en regelmæssig trafik, “paketfart” mellem København og kolonierne i Indien. Begrundelsen herfor var, at efterretningerne fra Indien indløb for langsomt, både for regeringen og for handelen, ligesom man håbede, at der med disse skibe kunne skabes afsætningsmuligheder for danske varer, bl.a. sådanne fødevarer, der var dyre i Indien. Det var planen, at der skulle være afgang fra København den 1. marts og 1. oktober hvert år og samtidigt fra Indien. Det første skib sejlede fra København i foråret 1803 og skulle være i Tranquebar i september samme år, men det nåede først frem i februar 1804 og spolerede således straks fartplanen. Da det viste sig, at farten heller ikke var i stand til at forrente sig, men stadig måtte søge staten om støtte, blev den ophævet i 1806.”
Dette reglement er startskuddet til denne paketfart.