Beretning om virksomheden

Som andre virksomheder udgav også postvæsenet beretninger om, hvordan virksomhedens resultater var forløbet.

Den første, vi har kendskab til, blev givet i 1862 til finansministeren. Den dækkede perioden 1833 til 1846 og 1854 til 1860. Den var tosproget: dansk og tysk, fordi den også omfattede Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Den næste rapport blev afgivet i 1871 og omfattede perioden 1860/61 til 1869/70. Finansåret i postvæsenet (og staten) gik fra 1. april til 31. marts. Deraf dobbeltårene.

I november 1874 blev udgivet en beretning dækkende perioden 1870-1873

I november 1919 forelå 2 bindsværket: Beretning om postvæsenet og dets virksomhed i tidsrummet 1867/68 – 1916/17.

Og endelig de røde 3 bind dækkede 1917 til 1967 som udkom i 1971.

Alle udgaverne indeholder et væld af oplysninger for den posthistorisk interesserede. Postruter, posttakster, posthuse, brevsamlingssteder og selvfølgelig en masse statistik over de forskellige forsendelser.

Fra 1876 udgav postvæsenet årsberetninger under forskellige titler:

1876-1926: Oversigt over det danske postvæsens statistik

1926-1967: P & Ts virksomhed

1967-1979: Beretning og statistik

Fra 1980: Årsberetning

Disse årsberetning var selvfølgelig tiltænkt postvæsenets ejere ( i mange år staten), men blev trykt i stort oplag til offentligheden (heriblandt postmedarbejdere). Især de tidlige årsberetninger indeholder meget værdifuldt materiale: detaljeret statistik så man f.eks. kan se, hvor mange postpakker der i 1926 blev sendt til Albanien eller finde oplysninger om udfordringerne med postforbindelserne under 1. verdenskrig for blot at nævne et par eksempler.

Disse årsberetninger vil blive uploadet andetsteds på hjemmesiden.