Denne hjemmeside har som formål at gøre en lang række danske posthistoriske kilder offentligt tilgængelige for alle.
Mange kilder har været svært tilgængelige. Nogle få samlere har store private samlinger af bøger og tidskrifter mm. Men der er grænser for hvor stort et bibliotek, vi hver især har til rådighed. Hvis vi skal holde liv i interessen for dansk posthistorie, er vi nødt til at komme ud over de begrænsninger, der er i dag: svært tilgængelige biblioteker, krav om medlemskab af diverse foreninger for at få adgang til informationerne og ikke kendskab til hvilke kilder, der rent faktisk er. Og de private samlinger burde stilles til rådighed for almenheden.

En medvirkende faktor til, at Dansk Posthistorisk Selskab nu iværksætter dette initiativ med en åbent tilgængelig kildesamling, er dels et samarbejde med Enigma – museum for post, tele og kommunikation og et samarbejde med Danmarks Filatelist Forbund.
Museet har meget få ressourcer til at give adgang til museets samlinger bl.a. deres omfattende posthistoriske bibliotek, og Danmarks Filatelist Forbund har for nylig skilt sig af med deres meget omfattende filatelistiske bibliotek.
Fra Enigma bliver det muligt at kopiere cirkulærer, reglementer, taksthæfter med mere. Og Danmarks Filatelist Forbund overgav inden salget af biblioteket et omfattende materiale til Dansk Posthistorisk Selskab herunder en samling cirkulærer og officielle meddelelser fra det danske postvæsen samt Ole Steen Jacobsens omfattende arkivsamling i mange, mange ringbind.
I donationen fra Danmarks Filatelist Forbund var også en samling udstillingskataloger fra danske frimærkeudstillinger fra 1926 og til dato.
Vi har i første omgang lavet en struktur for hjemmesiden, som I kan se øverst på hjemmesiden. De fleste faner er tomme, men vil hen ad vejen blive fyldt ud. Vi er dog startet med at få skannet udstillingskatalogerne, og vi er på nuværende tidspunkt (juli 2026) mere end halvvejs. Der er også andre ting lagt på plads bl.a. er Museumsposten (udgivet af Enigma) skannet og lagt op.
Vi vil meget gerne have hjælp til at “fylde alle hullerne”. Sig til hvis I kan hjælpe.
Jan Bendix og Ib Krarup Rasmussen